Der går et skel ned gennem menneskeheden - skellet mellem ordentlige
mennesker og resten. Med ordentlige mennesker forstås i denne
forbindelse mennesker, som ikke bare er i stand til at opføre sig
imødekommende i almindelighed, men i stort og småt formår at se tingene
lidt også fra andres synsvinkel, og søm kan forholde sig en smule
selvironisk til sig selv, sådan fra oven og ned.
I den store sammenhæng viser de sig ved at gå af deres slagne vej for at
hjælpe andre. Den barmhjertige samaritaner var et ordentligt menneske.
Sådan en, søm i stedet for at koncentrere sig øm at realisere sig selv,
gør en masse for at holde andre på ret køl. Som er kittet i samfundet,
og især var det, før omsorgssystemet blev professionaliseret, og vel at
mærke uden at forvente den store opmærksomhed før det. Der er ikke mange
tilbage.
Til hverdag møder vi dem som mennesker, der kan holde sig selv lidt i
ave, når tø skal ind ad en dør på samme tid, når man stormer kassen i
supermarkedet, eller når det drejer sig om at give plads i trafikken.
De kender vigepligten - det er dem, som først holder tilbage, når to
modkørende biler skal passere et smalt bump. Og som oven i købet har
overskud til at smile. Så ved De nok, hvem jeg taler om.
Det er en kilde til stadig undren, hvorfor nogle mennesker har den form
for tilskyndelse og efterlever den, mens andre har så svært ved at se
andet end sig selv. Ordentlige mennesker må dagligt føle, at det er op
ad bakke - for den som holder døren for de andre, venter på de andre og
i almindelighed holder sig tilbage, kommer uvægerligt senere hjem fra
arbejde end dem. Og ikke nok med det - de bliver trådt på og snerret ad.
Jeg ved det, for jeg har ofte simuleret et ordentligt menneske. Jeg
bilder mig ind, at det kan være en måde måske at blive et på - med
tiden. Man kan øve sig til det, men man må væbne sig med tålmodighed,
for når man har fået døren i hovedet en fire-fem gange, bliver smilet
lidt smalt.
Det er jo ikke sådan, at der er en genetisk forskel mellem ordentlige
mennesker og resten af os, selvom det kunne virke, som om det er medfødt
for nogle. Man kan faktisk lære at blive et. Det er en form for
civiliserethed, en politur. Det ordentlige menneske er ikke drevet af
lyst, men af pligt. Engang var det nærmest identisk med at være
velopdragen, men velopdragen er ikke et kriterium før nogen som helst i
dag. I dag opdrager vi - hvis det stadig er ordet - vore børn til at
blive kompetente, og det er noget helt andet. Vi opdrager sandelig ikke
vore børn til at blive dørholdere, det kunne bare passe.
Ordentlige mennesker kommer ikke frem, eller i medierne. Allerede i
skolen er det den besværlige og støjende elev, der løber med
opmærksomheden, allerede her bliver det klart, at der ligger en karriere
at skille sig ud, og hvis ikke for det gode så for det onde. Før hver
gang, der er er en, der gør det for det gode, er der to, der gør det før
det onde. Vi præmierer folk for at gøre sig besværlige.
Vore rollemodeller er i stigende grad dem, der viser mest viljestyrke og
har mest succes med at bruge alle sine ressourcer på at realisere sig
selv. Det kompetente menneske er det, der skamløst bruger alle midler på
at komme frem og gøre sig selv til noget særligt. Og blandt midlerne er
andre mennesker i bred almindelighed.
Rollemodellerne er ikke længere dem, der først og fremmest viser
ansvar, passer sine forpligtelser, kender selvbegrænsningens vanskelige
kunst og øser af en iboende medfølelse med næsten.
Et stigende antal mennesker i samfundet har et stadig mere svævende
forhold til de traditionelle kulturelle institutioner (ægteskab,
familie, skole, kirke, arbejde) og dermed til moralsk ansvarlighed. Og
en stigende følelse af social opløsning skyldes måske netop billedet af
dette stigende antal løsrevne individer, der leger tagfat med andre i
forhold, der ellers plejede at være baseret på tillid og ansvar.
Det kan hænde, at vi falder i staver, og blikket et kort sekund frigør
sig fra mediernes kaotiske verdensbillede og selvcentrerede menneskesyn,
og vi spørger os selv - er det fremtiden? En masse "løse individer" i
hysterisk konkurrence om opmærksomhed, penge og succes?
Løfter vi blikket, ser vi, at vi længe har været i et vadested mellem et
gammelt samfundsindivid, der er ved at uddø, og et nyt, der er under
langstrakt fødsel. Det har efterladt et ret uoverskueligt normrum, især
for de opvoksende generationer, hvor balancen for længst er tippet til
fordel for det nye, frigjorte, selvtilstrækkelige menneskes normer.
Det tager opmærksomheden. Det ordentlige menneske vil nøk altid være der
et sted, men de samfundsmæssige betingelser for dets udfoldelse som norm
er mildt sagt ikke så gode, som de har været. Det ordentlige mennesket
glider i baggrunden, fordi det er elendig underholdning.
Men på den anden side: måske er det ikke for sent at blive et ordentligt
menneske. Begynd i dag - vi kan øve os sammen!
- Henrik Jensen er lektor i historie ved RUC og forfatter
- Oprindelig bragt i Kristeligt Dagblad, 26. august 2006
Gengivet med forfatterens tilladelse. |
.jpg){kind=small}