Når jeg vil beskrive lykken som en overkommelig diagnose, er det blandt andet for at
pege på symbolanalytikernes indædte kamp for at kriminalisere dagligsprogets
anvendelse af benævnelsen 'lykkepiller'. Måske kæmpes der så hårdt, fordi alle
intellektuelle jo efterhånden ved, hvad 'depression' er på egen krop.
Men vigtigere end en
grupperings særlige interesser er, hvordan syge såvel som raske folk
generelt gør deres hverdagsliv overkommeligt. For nogle er antidepressiva
en forudsætning for at kunne leve. For andre løfter det grundstemningen i
de tunge perioder, hvor det gør godt at flygte ind i en diagnose og slappe
af.
I samme boldgade har vi forsøget på at gøre rygere til folk, der lider af
nikotinafhængighed. Eller drankere til folk, der lider af alkoholisme. Ligegyldigt hvilket fænomen vi taler om, så er det for nogle en livslang
trussel, mens det for andre er et overkommeligt fænomen, der hjælper med at
gøre livet leveligt i perioder.
Problemet er, at uanset, om vi taler om en invaliderende lidelse eller et forbigående
tilbageslag, så tåler vi ikke lidelsen i det moderne behandlingssamfund.
Lidelse skal behandles - det mener vi, at vi har krav på. Egentlig er der tale
om en ansvarsforflygtigelse, der opstår, fordi det i dag er utænkeligt at sige,
at folk ligger som de har redt. Står jeg her med min lidelse, så er dens årsag
uvedkommende.
Jeg tåler ikke lidelse, jeg har som moderne person et krav på ikke at lide. Det er andre,
som skal lide.
Lidelsesfrihed minder om den arbejdsfrihed, som vittige sjæle lancerede i 1970'erne: Hvis
arbejdet er sundt, så giv det til de syge!
Med dette folkekrav om
lidelsesfrihed bliver det imidlertid svært at afgrænse en sygelig og usund
tilstand fra den sunde tilstand. Vi forveksler kort sagt at være rask med
at være syg og usund. Det sker for eksempel, når vi rask væk giver
almindeligt nedstemte mennesker lykkepiller. Det er gået så vidt, at det i
dag handler om raskhedsfremme og ikke
sundhedsfremme.
Grundlæggende handler det om en overgang fra den engelske filosof John Lockes idé om 'the
protection of property' til den amerikanske uafhængighedserklærings formulering
om 'the pursuit of happiness'. Den statsautoriserede idé om livet som jagten på
lykken opstår altså helt tilbage i 1776. Men ordlyden er i virkeligheden
europæisk og for størstedelens vedkommende hentet fra John Lockes politiske
idéer.
Udslagsgivende er, at det ikke handler om beskyttelse af ejendom og krop, men jagten på
lykken. Det handler om selv at fremme sin raskhed og derved sin lykke, ikke
blot om at beskytte og forsvare sig mod sundhedsangreb. Vi er vidner til en ny
socialhygiejnisk foranstaltning: En diagnostik registrerer blot et hændelsesforløb,
en prognostik vil gribe ind for at undgå et hændelsesforløb, og en profylakse
vil forhindre, at hændelsen kan opstå.
Givet dette forsøger man sig siden i dag med en sundhedsfremme, som skal være
erstatningen for forebyggelsen. Folk skal kunne tåle angreb fra mikroorganismer, jordstråler etc. Dette har alt andet lige været den
dominerende socialhygiejniske strategi de sidste 20 år. Pointen er nu, at dette
beredskab vender sig fra at være en beskyttelse til en udfoldelse fra 'protection' til 'pursuit'.
Et nyt forhold til lykken
nyder derfor fremme i disse år.
WHO's definition af sundhed - som en tilstand af fysisk, psykisk og social
velbefindende og ikke blot en tilstand uden sygdom, invaliditet og svækkelse -
er i virkeligheden en definition af lykke.
En af de smukkeste definitioner af lykke, idéhistorien kan byde på, er
Jean-Jacques Rousseaus.
Han foreslår i 1762 at fatte lykken som den dynamiske balance mellem 'villen'
og 'kunnen'. Et menneske er lykkeligt, når han ikke vil mere, end han kan.
Rousseau har dog også en anden bemærkning år senere, hvor han føler sig ensom.
Her lyder det, at lykken ville være, om man kunne sige »gid dette øjeblik ville
vare ved«. Pointen er, at sådanne øjeblikke kun eksisterer, ja netop, et
øjeblik, og som regel er dette øjeblik passé, når Rousseau eller andre desperat
forsøger at holde det fast. Det forhindrer os imidlertid ikke i at forsøge. Og
det gør vi så.
Hvis jeg vil kunne, det jeg vil - og det ikke umiddelbart lykkes i min hverdag
- så må der være noget, der kan hjælpe mig, altså afhjælpe min ulykkelige
lidelse. Det kan være lægemidler eller samtaler med min psykoterapeut, min ven
etc.
Egentlig er det ikke lægemidler, der er på tale i den enkeltes selvopfattelse.
Derimod handler det om hjælpemidler. Set i dette lykkeperspektiv handler diskussionen om livsstilsmedikamenter derfor også mere om raskhedsfremmende
midler end om medicin til raske.
Folkevisdommens fyndord siger, at man kun er rask, indtil man kommer i kløerne
på en læge - og ikke uden grund. Problemet er, at vi har så svært ved at
markere forskellen mellem at være sund og at være rask; vi siger sund og rask
på samme ureflekterede måde, som vi siger etik og moral, salt og peber eller
sennep og ketchup.
Hvor de fleste af disse dobbeltforhold er historisk sammenbragte, er sund og
rask imidlertid et spørgsmål om, hvem der ser på sagen. Er vi offer for
fremmedsyn eller selvsyn, for fremmedforhold eller selvforhold?
Men i dag spiller selvsynet eller selvforholdet altså førsteviolin. Hermed er
der sket noget meget afgørende. Det drejer sig om, hvordan man forholder sig
til sig selv, og mindre om, hvordan andre forholder sig til én. At være rask er
med andre ord et selvforhold. Nogle føler sig raske, selv om andre i samme
situation ville være dødssyge. Det er sagens banalitet; ikke lægernes populationsbetragtninger, men den personlige opfattelse slår igennem.
Det, vi griber ind i med livsstilslægemidlerne, er den enkeltes selvforhold -
det vil sig det, vi hermed fatter som raskheden. At være rask er noget, man
føler sig; det kan ikke afgøres af andre instanser.
For den enkelte handler det om at være rask, eller i hvert fald om ikke at være
urask. Ordet urask eksisterer ikke - endnu. I hvert fald ikke i Ordbog over Det
Danske Sprog. Ikke desto mindre er det, hvad den moderne jagt på lykken handler
om.
Tesen er, at det, vi kategoriserer som livsstilsmedicin og medicin til raske,
handler om en problematik, vi endnu ikke har opfundet, nemlig uraskhed. Forsvaret mod uraskhed er det tætteste, den enkelte kommer på det lykkelige liv
i dag.
Men hvad gøren moderne mand ikke for at få prædikatet at være som 'en rask og
ungdommelig dreng'? Hvad vil vi ikke gøre nu om dage for at være raske drenge?
For at være på? Ikke så lidt endda.
En rask dreng er en dreng, som udsætter sig for intensitets- og
vitalitetsforstærkere. Det vil sige midler, der hjælper til at forstærke
oplevelser. Men hvorfor ikke kalde en spade for en spade. Vi vil hver især
fremme vores raskhed, når vi bruger midler til at regulere vores adfærd, vores
personlighed og ikke mindst vores livsstil.
Nu om dage er vores livsstil forbundet med stress og depression. Og det er så
simpelt, at det er vores vilje til at være på, der stresser os. Sygefraværet på
vores arbejdspladser bliver mere og mere 'uforklarligt'. Den belastende begrunder sit fravær over for de belastede på arbejdet: »Det var en af de
dage«. Hverdagslivet som 'arbejdsliv' koloniserer det gammeldags indre liv;
vores kontemplative liv er offentligt, og vi reagerer ved at bryde sammen eller
ved at finde hjælpemidler. 'Fordømt ungdom' har med ét fået en anden betydning.
I mange tilfælde vil jeg mere, end jeg kan. Det er ulykkeligt. Spørgsmålet bliver så,
om der findes hjælpemidler? Det gør der. Det, vi omtaler som livsstilsmedicin,
er medikamenter, som i den ene situation er lægemidler, der fremme sundhed.
I en anden situation fremmer de raskheden. Det at være sund og at være rask er
faldet fra hinanden. I den ene situation er et medikament helende, i den anden
er det dope.
Som forbrugskultur er vi formodentlig på vej til at indtage endnu et gode og
indstille os på en forebyggende raskhedsfremme. Og vi ved endnu ikke helt, hvad
det kommer til at betyde for vores omgang med hjælpemidler i almindelighed.
At være taber er ikke at være ulykkelig, thi der findes mange lykkelige tabere. Hvad er
det så, vi gør ved os selv for at få et mindre ulykkeligt liv på hjælpemidler?
Ja, vi beruser os! Det er en gammel velafprøvet strategi. Mig bekendt eksisterer der
ikke en kultur, som ikke har håndteret rusmidler. I vores kulturkreds har det
været alkohol, kaffe, narkotika og anden dope i de forskelligste former.
Vi har som alle andre dopet os. Pointen er her, at det hidtil er sket under
ritualiserede former. Imidlertid er ritualet i dag klinikken, og dermed er et
langt mere intimt forhold ubeskyttet af ritualets anonymitet. Vor tids forhold
er ikke styret af en ydre ramme som ritualet.
Det bevirker, at rusen ikke
længere er bundet til det momentane - og det er her, vi formodentlig har
problemets kerne: normalitetens ubestemthed. Vi doper os i uritualiseret
ensomhed.
Tidligere hed 'oppere' ferietabletter, men i dag takserer vi det som misbrug. Når man
lytter til The Rolling Stones' bidende karakteristik af, »what a tragedy it is
getting old«, så forstår man jo godt, at det hjælper, at der findes en
'Mother's Little Helper', og at hun straks tager en mere, så snart hun er ude
af klinikkens moderne ritualiseringsrum (»outside the door she took one more«).
Det er vel bare det, vi kan i dag. Lykken varer alligevel ikke ved, men vi kan
blive raskere! Vi kan tage chancen for et bedre liv, som fremmer vores selvforhold og får os til at tro på, at vi er ungdommelige som oprør mod det
uafvendelige.
Tidligere ville vi formodentlig se 'misbrug' forbundet med afhængighed. I dag er vi
afhængige af at kunne være attraktive. Vi er ikke først og fremmest afhængige
af hjælpemidlet, men af vores lyst til at tage hjælpemidlet. Og derfor spørger
vi hinanden i al respekt for forskellighed: Hvad er du på? Der er næppe noget
moderne menneske, der ikke er på noget: »Hvad er dit stof?«, spørges der
insinuerende. Er det anerkendelse, sprut, afstand til anerkendelse, afstand til
sprut? Grønsager eller filosofikurser? Vi er alle på noget, fordi vores selvforhold af ganske gode grunde ikke kan klare sig selv.
Men er det misbrug at fremme sin raskhed med lykkepiller, Viagra, rynkecremer,
kosmetiske operationer og så videre, fordi nogen har brug for det af hensyn til
deres sundhed og jeg kun af hensyn til min raskhed? Ja, taler vi om doping, er
det en krænkelse af, ja et brud på konkurrenceregler og må som sådan straffes.
Det er ikke en forsyndelse.
Vi har ingen moralsk mulighed for at bebrejde folk, at de vil demonstrere, hvor meget
en krop kan yde, hvor veloplagt og æstetisk den kan fremtræde.
Derfor er vi nødsaget til at introducere en selvforholdsetik.
Hvad vi oplever i disse år, er ruineringen af forestillingen om misbrug i det frie
valgs navn. Man tager sin livschance, sin 'pursuit of happiness'.
At folk benytter sig af hjælpemidler, for eksempel lægemidler - som er velbegrundede
som lindrende for syge, men fremmende for raske - er ikke problemet. Problemet
er, at folk føler sig tvungne til at fremme deres raskhed på en sundhedstruende
måde. Dette burde danne baggrund for en social kritik af forbrugstvangen, af
det frie valg af ufrie forbrugsgoder til fremme af min 'væren på'.
Enhver er lyksalig i sit forbrug. Det er ikke et spørgsmål om lægemidler. Man kan ikke
vaccinere mod, at folk har ondt i livet. Det er livsstilen, der er syg, og den
vigtige diskussion burde handle mere om livsstilen end om, hvordan denne stil
og medicinalindustrien fremmer brugen af hjælpemidler til raskhedsfremme. At
ændre på folks forhold til sig selv er en pædagogisk opgave.
|
.jpg){kind=small}