I et debatindlæg her i Politiken i maj 1992 stillede jeg spørgsmålet, Hvor
mange lig skal der på bordet? inden vi begynder at interessere os for de til
tider katastrofale og tragiske følger der opstår i kølvandet på Jehovas
Vidner?
Spørgsmålet er stadigt dræbende aktuelt; selv har jeg for ganske kort
tid siden mistet endnu en af mine venner, som begik selvmord, fordi følgerne
ved at forlade Jehovas Vidner, også i hans tilfælde var for umenneskelige og
mere end han kunne klare.
Hver
gang jeg møder en tragedie som denne, hører jeg ofte samtidig spørgsmål som,
om det ikke kunne tænkes, at det skyldes andre problemer, eller sat på
spidsen, om det ikke er det at være troende, at tro på Gud, der er det
egentlige problem, fordi det at tro er et udtryk for svaghed, et tryghedsbehov?!
Til det første vil jeg svare, at der selvfølgelig
kan være andre grunde til, end selve det at de forlader Jehovas Vidner, at
nogle vælger at begå selvmord, fordi problemerne bliver uoverskuelige og håbløsheden
altopslugende. Men desværre er mange i alt for høj grad tilbøjelige til at vælge
dette svar, frem for at gå ind i problemet, for at søge efter den virkelighed
som gemmer sig bag de utallige selvmord og selvmordsforsøg blandt både nuværende
og tidligere medlemmer af Jehovas Vidner.
Hvad det andet spørgsmål angår, om det er det at
være religiøs, der er årsagen, må det afvises. De som søger sådanne svar
er som regel enten bange for at skulle blive mødt af deres egen religiøsitet,
eller søger at undgå at skulle beskæftige med tro, fordi det kræver at de
selv skal tage stilling til nogle grundlæggende eksistentielle spørgsmål.
Endelig har vi så den gruppe, der siger, at det må
være et menneskes frie valg, at kunne vælge den tro som han/hun ønsker, at
det er en frihed under ansvar som vi ikke må forholde os kritisk til. Denne
frihed skal der grundlæggende heller ikke pilles ved. Desværre sker det, at
der er mennesker som bruger retten til denne valgfrihed, som et skjul for en
ligegyldighed over for tragedier, som det at der er mennesker der vælger at begå
selvmord fordi livet gør for ondt, en uvilje mod at skulle beskæftige sig med
spørgsmål, der rører ved deres eget livssyn, fordre en
meningstilkendegivelse, stiller krav om, at de tør have en mening og stå ved
den!
På
trods af den megen lidelse og tragedie jeg har oplevet og stadig møder i
forbindelse med Jehovas Vidner, er jeg dog stadig tilhænger af fuld
religionsfrihed. - Men det må vække til eftertanke, når man i kølvandet på
en sekt, der lover paradis, guld og grønne skove, møder det ene tilfælde af
selvmord efter det andet. I langt de fleste tilfælde bliver disse tragedier,
fortiet, så det hverken bliver kendt inden for eller uden for sekten. Alle tror
der er tale om engangstilfælde. Og gid det var så.
Når et uforholdsmæssigt stort antal mennesker, både blandt aktive og
frafaldne Jehovas Vidner, psykisk går i opløsning, må det være et almindelig
medmenneskelig ansvar, at tage sådanne problemer alvorligt, frem for at vende
det blinde øje til.
Men, hvad er det der er galt hos Jehovas Vidner? Er
det fordi, de mennesker der bliver indfanget af Jehovas Vidners lære er psykisk
dårligere udrustet end andre eller er mere svagelige? Nej! Problemet er, at der
i sekten har udviklet sig et miljø, hvor tro og religiøsitet ikke længere er
en levende kraft i det enkeltes menneskes liv, men blevet et systems
undertrykkelsesmiddel.
Med
apostlen Paulus som forbillede, fortæller Vidnerne, at den ukendte gud som grækerne
havde bygget et alter for, er den Jehova-gud, som de forkynder. Men i stedet for
at skabe et Jehova-alter, hvor det er mennesker der bringer ofre til deres gud,
har sekten skabt et troens alter, hvor det er mennesker der ofres, først
psykisk og for manges vedkomne siden også fysisk.
Hvis
vi bliver ved med at lukke øjnene for de tragedier som disse ofre afstedkommer,
har vi et medansvar. Vi hverken kan eller skal forbyde mennesker, at vælge
Jehovas Vidners tro, som svaret på deres spørgsmål om en mening med livet,
men vi kan oplyse dem om de konsekvenser, som et sådant valg kan få. Når
sekten selv gør alt for at benægte og fortrænge denne virkelighed, så må vi
andre hjælpe med at få medaljens bagside frem i lyset.
Problemet bliver heller ikke mindre af, at hverken psykiatere, psykologer eller andre
behandlere er uddannet til at tage sig af problemer af denne art. Når de
endelig møder en der har været eller er i kontakt med sekten, møder de ofte
en virkelighed, der ikke blot er dem fremmed, men til tider også for grusom til
at de tør tro den virkelighed som de bliver præsenteret for.
Tiden må være inde til, at man, ikke kun i behandlerkredse, men også hos de sociale
myndigheder, begynder at tale sammen om de problemer i forbindelse med Jehovas
Vidner, som man har kendskab til. Det må være på tide at dette troens alter
bliver bragt op fra mørket og ud i lyset, så dets sande væsen kan ses!
|
.jpg){kind=small}