Fra begyndelsen af maj måned og et par måneder frem har der været en del debat om, hvorvidt Jehovas Vidner har ændret syn på den medicinske anvendelse af blod. Debatten er hovedsageligt foregået på Internet, men i Danmark kom den til offentlighedens kendskab med et indslag i TV-avisen på DR1 den 6. juni, hvor det blev annonceret, at ”Jehovas Vidner nu accepterer blod i forbindelse med operationer”.

Det pågældende indslag handlede om et nyt produkt, PolyHeme^®, modificeret hæmoglobin, som nu har fået det blå stempel af Vagttårnsselskabet. Med dette produkt vil det i mange tilfælde være muligt for lægerne at kunne redde medlemmer af Jehovas Vidner fra at dø som følge af blodtab.

I en pressemeddelelse fra Jehovas Vidners pressetjeneste, den 7. juni 2000, udtaler Erik Jørgensen på baggrund indslaget i TV-avisen: 

"Der er på ingen måde tale om en ny holdning, sådan som det blev fremstillet i tv-avisen. Siden 1978 har Vagttårnet, Vidnernes officielle talerør, gentagne gange påpeget, at trossamfundet ikke tager stilling til om det bibelske bud omfatter sådanne fraktioner udvundet af blod."

Det er korrekt at Vagttårnet for 15. september 1978 taler om derivater, men den pågældende artikel tog udelukkende stilling til, hvorvidt et Jehovas Vidne kunne modtage en indsprøjtning med serum, samt enkelte derivater, alle udvundet fra blodplasmaet, fx Albumin, Faktor VIII og Faktor IX. At man nu, mere end 20 år senere tager en fulde konsekvens af den grundholdning man dengang anlagde er noget helt andet. Således havde Vagttårnsselskabet så sent som i 1998 den holdning, at man afviste anvendelse af produkter der indeholder hæmoglobin, det som nu er tilladt.[1] Med Vagttårnet for 15. juni 2000 nævner man nu for første gang også derivater fra blodplader og hvide blodceller. Så noget må der være sket. Spørgsmålet er derfor, om Vagttårnsselskabet har foretaget en kursændring i deres syn på medicinsk anvendelse af blod.

Baggrunden

Det som været årsagen til debatten på Internet og ovennævnte indslag i TV-avisen er artiklen ”Spørgsmål fra læserne”, Vagttårnet 15. juni 2000, hvori der bl.a. skrives:

”Da det efter Anden Verdenskrig blev almindeligt at give transfusioner med fuldblod, indså Jehovas Vidner at dette stred imod Guds lov, og denne holdning er uforandret. Behandlingsmetoderne har imidlertid ændret sig. I dag er det normalt ikke fuldblod, men blodkomponenter, der transfunderes. De fire blodkomponenter er: (1) røde blodlegemer, (2) hvide blodlegemer, (3) blodplader og (4) plasma. ……. Ved at give transfusioner med komponenter er det muligt at udnytte blodet bedre. Jehovas Vidner indtager det standpunkt at man overtræder Guds lov ved at lade sig behandle med fuldblod eller en af de fire førnævnte hovedkomponenter. …… Ligesom blodplasma kan skilles i diverse derivater, kan de øvrige blodkomponenter (røde og hvide blodlegemer og blodplader) splittes ad i mindre bestanddele. …… En behandling med disse midler er ikke transfusion af blodkomponenter. Midlerne indeholder som regel partikler eller derivater af disse komponenter. Kan en kristen gå med til at lade sig behandle med sådanne små bestanddele? Det kan vi ikke tage stilling til. Bibelen behandler ikke emnet udførligt, så hver enkelt kristen skal træffe sin personlige afgørelse på grundlag af sin egen samvittighed ind for Gud.”

 Det nye – i forhold til tidligere – er, at man nu har giver grønt lys for brugen af derivater fra alle fire hovedkomponenter af blodet. Hidtil har denne mulighed kun været gældende når det gjaldt derivater fra plasmaet.

Konsekvenser

Officielt siger Jehovas Vidner stadig nej til blod, men i praksis er der nu, med få undtagelser, givet grønt lys for behandling med blod til trossamfundets medlemmer. Desværre er blodspørgsmålet stadig omgivet af stor uigennemskuelighed og usikkerhed, ikke mindst når det gælder de psykologiske og sociale konsekvenser, som er blevet yderligere kompliceret med de seneste ”justeringer” i denne sommer.

Selvom behandling med ”derivater af blodbestanddele” er en beslutning som det enkelte Jehovas Vidne nu selv kan ”i overensstemmelse med sin samvittighed”, så er der det dog en sandhed med modifikationer.

For det første er der den omstændighed, at det menige medlem fortsat er i et afhængighedsforhold til Vagttårnsselskabet. De specifikke oplysninger om, hvilke blodprodukter der er godkendte af Vagttårnsselskabet er ikke umiddelbart eller offentligt tilgængelige. Skal et Jehovas Vidne træffe et valg, der er kan forsvares over for trossamfundet som velovervejet og gennemtænkt, er vedkommende i praksis tvunget til at tage kontakt til Jehovas Vidners Hospitalsinformation for at få de nødvendige oplysninger.

For det andet, ved at holde denne viden (om hvilke produkter og muligheder der kan vælges) skjult eller ikke umiddelbart tilgængelig, er et Jehovas Vidne ikke alene afhængig af Vagttårnsselskabet, men det giver også trossamfundet mulighed for at kontrollere medlemmernes handlinger – og dermed mulighed for at sanktionere over for dem. Ved ”forhastede” beslutninger er risikoen for udstødelse nærliggende. Det er ved ulykker eller akut behov for behandling med blod, at problemet i særlig grad gør sig gældende. For at være på den sikre side vil der uundgåeligt opstå situationer, hvor et Jehovas Vidne ”vælger” at sige nej til en behandling med blod de ret beset godt kunne modtage, men som de fravælger på grund af usikkerhed. Den ”personlige” afgørelse må i realiteten betragtes som fiktiv.

For det tredje, i forlængelse af ovenstående, er der den omstændighed at et Jehovas Vidne ikke uden videre kan sige ja til blod. Et nej er stadig et mere ”korrekt” svar end et ja til de muligheder der er, hvilket understreges af, hvis man er for ”hurtig” eller for ”villig” til at tage imod et behandlingstilbud der indebærer anvendelse af blod (der er inden for rammerne af den grå zone, samvittighedsområdet), vil kunne udlægges som en fraskrivelse af troen eller at man er svag i troen. Man vil altid kunne stille spørgsmål som: 

’Hvis du ikke har kontaktet en ældste eller hospitalsudvalget, hvordan kan du da være sikker på, at du har taget alle vigtige faktorer i betragtning? Hvordan kan du være sikker på, at den behandling du har modtaget ikke er i strid med de bibelske principper?’

Udstødelse

En del af debatten på Internettet drejede sig ligeledes om, hvorvidt Jehovas Vidner ikke længere udstøder medlemmer der modtaget en blodtransfusion. Anledningen var at bl.a. de engelske aviser The Guardian og Times of London den 14. juni 2000 havde skrevet, at medlemmer af Jehovas Vidner ikke længere udstødes for at modtage en blodtransfusion.

Samme dag udsendte Vagttårnsselskabet en pressemeddelelse, hvorfra de centrale passager blev gengivet i en skrivelse af 16. juni 2000 fra Vagttårnsselskabets hovedkontor til alle Jehovas Vidners hospitalsudvalg. Heri hed det bl.a.: 

”Hvis et af Jehovas Vidner accepterer en blodtransfusion og siden fortryder handlingen, vil dette blive betragtet som en alvor sag. Åndelig hjælp vil blive tilbudt for at hjælpe vedkommende til at genvinde sin åndelige styrke. …… Hvis et døbt medlem af troen forsætligt og uden anger accepterer en blodtransfusion, indikerer han ved sin handlinger at han ikke længere ønsker at være et af Jehovas Vidner.”

Vagttårnsselskabet aviser her, at man udstøder de medlemmer der modtager en blodtransfusion, at der intet nyt er i deres syn på dem der modtager blod. Det er dog ikke helt korrekt, for så sent i 1993 kunne man i bogen Jehovas Vidner – forkyndere af Guds Rige læse følgende: ”I harmoni med denne forståelse har det siden 1961 været sådan at de der ignorerer Guds krav og modtager blodtransfusion og ikke ændrer sind, udstødes af Jehovas Vidners menigheder.” (Side 183) Og alligevel er der et gran af sandhed i, at der intet nyt er sket, at man ikke længere udstøder. Tilbage i juli 1998, i forbindelse med Jehovas Vidners anerkendelse som trossamfund i Bulgarien, gav Michael Bjørk og Erik Jørgensen fra Jehovas Vidners Informationstjeneste flere gange udtryk for en holdning, der er helt på linie med indholdet i ovennævnte pressemeddelelse, at de har fraskrevet sig deres tro, hvor en udstødelse ikke er nødvendig.

Umiddelbart kunne den nye præcisering lyde som en lempelse af Vagttårnsselskabets politik i blodspørgsmålet, men i praksis er der snarere tale om en skærpelse, ikke mindst i forhold til de medlemmer, som i deres syn på blodet afviger i forhold til Vagttårnsselskabets holdning. Man kan fra trossamfundets side nu gribe hurtigere og mere effektivt ind over for dissidenter.

Hvad angår de medlemmer der har handlet i ”et svagt øjeblik” er der ingen forskel. De vil kunne den samme ’åndelige hjælp’ som tidligere. Anderledes forholder det sig for dem der har eller som af trossamfundet skønnes at have truffet en velovervejet (forsætlig) beslutning og vælger at modtage blod i en form som Vagttårnsselskabet ikke godkender – overfor disse er der tale om en skærpelse. De bliver ikke længere udstødt for en alvorlig synd, men betragtes derimod som frafaldne, hvilket er langt alvorligere og har mere vidtgående konsekvenser, bl.a. i forhold til vedkommendes familie.

En udstødt vil generelt have mulighed for at blive medlem igen efter en kortere periode, men når det gælder dem der skønnes at være frafaldne, er muligheden for genoptagelse i trossamfundet stærkt begrænsede, hvilket fremhæves i førnævnte skrivelse fra Vagttårnsselskabet: ”Hvis en sådan person senere ændrer sind kan han måske igen blive accepteret som et af Jehovas Vidner.” (Min fremhævelse) Forskellen i de to holdninger kan forklares på denne måde: Ved en synd er der tale om svaghed, vedkommende kan reddes. Genoptagelse bliver i denne sammenhæng et udtryk for ’at vi kan gøre noget for dig.’ Ved frafald betragtes vedkommende som hårdhjertet, en der ikke kan eller ikke vil hjælpes, og den begrænsede mulighed for genoptagelse i trossamfundet er et udtryk for ’at du er farlig for os.’

Årsager til ændringerne

Det er vanskeligt at sige, hvad det er der har fået ledelsen i Vagttårnsselskabet til at ændre kurs eller i det mindste sende nye signaler i blodspørgsmålet.

Det har uden tvivl haft betydning at det har været forbundet med vanskeligheder for Vagttårnsselskabet at blive anerkendt som trossamfund i en række lande grundet blodpolitikken, fx i Tjekkiet (1995/1996), Bulgarien (1998) og Frankrig (2000).

Hvad der næppe heller er uden betydning er det informationsarbejde som ”Assosiated Jehovah’s Witnesses for Reform on Blood” (AJWRB)[2] udfører og som må formodes at have en vis gennemslagskraft hos ledelse i Vagttårnsselskabet. Det var fx på grund af AJWRB’s informationsarbejde at oplysninger i forbindelse med Jehovas Vidner godkendelse i Bulgarien i 1998 kom frem og udløste en voldsom kritik af Vagttårnsselskabet og dets blodpolitik.

Endelig er der den teknologiske udvikling der nu har gjort det muligt i praksis at omgå blodforbudet, og samtidigt opretholde blodpolitikken som hidtil. Men også, at Vagttårnsselskabet er blevet fanget af sin egen inkonsekvens med hensyn til hvad man tillader og ikke tillader.

Når det gælder den ændrede praksis omkring udstødelse mener jeg det må ses i lyset af to omstændigheder. For det første, som en nødvendighed for at kunne nedtone modstanden fra myndighederne mod, at de kan opnå godkendelse som trossamfund i de lande, hvor de ønsker en sådan. For det andet, at man som følge af den stigende kritik der har gjort sig gældende, bl.a. via Internettet, har behov for mere effektivt at kunne isolere dissidenter og forhindre kritiske røster i at sprede sig inden for trossamfundets egene rækker.

Sammenfatning

På spørgsmålet om hvorvidt der er sket en udvikling i blodspørgsmålet må svaret være ja. Hvor det tidligere kun var tilladt at modtage derivater fra blodplasma, gælder dette nu også for røde og hvide blodceller og blodplader. Det afgørende nye i den aktuelle sammenhæng er, at medlemmer af Jehovas Vidner nu kan blive behandlet med hæmoglobin, hvilket i mange tilfælde vil kunne redde liv – ligesom man nu også specifikt omtaler andre derivater der ikke hidrører fra blodplasmaet.

Den nye praksis på blodområdet med at man ikke længere udstøder er for så vidt hverken ny eller enestående. Som tidligere nævnt begyndte Vagttårnsselskabet allerede tilbage i 1998 at benægte at man udstøder de medlemmer der modtager en blodtransfusion. Der er tale om en praksis, som allerede kendes fra Jehovas Vidners holdning til politik, religion og militærtjeneste. Dette er egentlig det nye og det er heri det skærpende ligger, at man nu betragter en overtrædelse af blodforbudet på linie med de tre neutralitetsområder.

Et problem i forbindelse med de nye ændringer er, ganske som tidligere, at Vagttårnsselskabet ikke spiller med åbne kort og giver medlemmerne klar besked om de ændringer der er sket, konsekvenser og hvilket holdning man reelt set nu indtager. Det er også et væsentligt problem at vigtige oplysninger om, hvilke produkter man fra Vagttårnsselskabets side godkender eller forbyder, stadig ikke er offentligt eller umiddelbart tilgængelige.

På denne baggrund er der derfor alt mulig grund til at opretholde et kritisk lys på Vagttårnsselskabets blodpolitik, og fortsat søge at bibringe medlemmerne af Jehovas Vidner de faktuelle oplysninger, bl.a. via Internet og gennem pressen.

[1] Richard Bailey og Tomonori Ariga, Jehovas Vidners Hospitals Information, USA: The view of Jehovah’s Witnesses on blood substitutes. Artif Cells Blood Substits Immobil Biotechnol 1998;26:571-576: ”Baseret på denne religiøse forståelse kan Jehovas Vidner ikke acceptere fuldblod, eller større blodkomponenter, nemlig røde blodceller, hvide blodceller, blodplader og plasma. Ligeledes accepterer de heller ikke hæmoglobin, som er en større del af røde blodceller. … I henhold til disse principper kan Jehovas Vidner derfor ikke acceptere en bloderstatning der gør brug af hæmoglobin der stammer fra mennesker eller dyr.”
        I et foredrag holdt den 15. januar 1998, sagde Palle Christensen fra Jehovas Vidners Hospitalsinformation om brugen af hæmoglobin: ”Hvis en siger til jer, ’Ja, men ved du hvad, vi behøver ikke at give dig fuldblod tilbage, vi nøjes med at give dig de faste stoffer i de røde blodlegemer!’, hvad ville I sige til det? Er der nogen der turde tage det? Det skal I heller ikke, fordi det er så nært forbundet med blodet, at det vil vi sige nej til!”.
[2] AJWRB’s formål er at redde liv ved at sprede information om Vagttårnsselskabets blodpolitik med det for øje, at få ledelsen til at ændre standpunkt i sin syn på den medicinske anvendelse af blod. Foreningen blev dannet i 1997 af en anonym ældste i USA og er siden da vokset med stor hast og tæller i dag medlemmer blandt Jehovas Vidner i flere end 25 lande. Blandt medlemmerne er adskillige fra Jehovas Vidners Hospitalsinformation.