Vagttårnsselskabet grebet i uærlighed

af  Søren Bo Rødgaard Henriksen © 1996, 2002

Dokumenter fra Tjekkiet afslører at Vagttårnsselskabets har givet urigtige oplysninger til myndighederne.

Vagttårnsselskabets dobbeltmoral er igen blevet afsløre, at der gælder et sæt regler for organisationen og et andet for sektens menige medlemmer. Jeg er kommet i besiddelse af et brev der beviser, at Vagttårnsselskabet har ført myndighederne i Tjekkiet bag lyset med vildledende oplysninger, der er direkte løgnagtige.

Da et mangeårigt medlem af Det Styrende Råd, amerikaneren Raymond Franz i 1983 udgav bogen Samvittighedskrise (udgivet på dansk 1991 af Kommentar Forlaget) afslørede han den dobbeltmoral og det hykleri, som Vagttårnsselskabet havde udvist i Malawi og Mexico i 60'erne og 70'erne. Det kom som et chok for mange Vidner, og selv den dag i dag er der troende tilhængere - også ledende medlemmer af Vagttårnsselskabet - der benægter det.

Den politisk neutrale holdning har været et kendetegn for Jehovas Vidner siden begyndelsen af 1930'erne, en holdning, som for tusinder af sektens medlemmer har betydet op til adskillige år i fængsel for militærnægtelse. For nogle er det endog kommet så vidt, at det har betydet døden at følge sektens lære på dette punkt.

Om hykleriet og dobbeltmoralen i Mexico skrev Franz blandt andet: "Organisationen traf en beslutning med hensyn til det mexicanske militærs bestikkelspraksis, idet den overlod det til den enkeltes samvittighed, og derfor er det acceptabelt, at en mand kan betale en sådan bestikkelse for et militært certifikat og stadig opnå de mest ansvarsfulde poster indenfor organisationen; og de, der ledte arbejdet der, behøvede ikke at bekymre sig om deres ansvar ind for Gud." (side 112)

Historien gentager sig

I Mexico solgte Vagttårnsselskabet ud af de samme principper, som sektens medlemmer samtidig døde for i Malawi. Franz konkluderer, at alt åbenbart er tilladt for Vagttårnsselskabet, også tilsidesættelse af dets egne "ufravigelige grundsandheder", hvis det tjener Selskabets interesser.

Præsenteret for dette siger de Jehovas Vidner, der ikke benægter det skete, almindeligvis, at det "hører fortiden til", at der er "blevet rettet op på tingene", at "lyset er blevet klarere" osv. For dem, der benægter kendsgerningerne eller ikke ønsker at se dem i øjnene, gøres der meget for glemme denne pinlige del af sektens historie.

Nu er der imidlertid det forunderlige ved historien, at den har det med at gentage sig, og det må siges også at gælde for Vagttårnsselskabet og dets måde at handle på i denne sag.

Efter Berlin-murens fald og de mere åbne tilstande i Østeuropa har Vagttårnsselskabet gjort mange bestræbelser for at blive officielt anerkendt som kirkesamfund så hurtigt som muligt. Men myndighederne i mange østlande er med rette skeptiske over for Jehovas Vidner og Vagttårnsselskabet. Det har betydet, at det er gået trægt med anerkendelserne.

Især spørgsmålet om Vidnernes pligt til at aftjene militærtjeneste har været et afgørende problem, da den holdning, sekten hidtil har haft i denne sag, har virket hindrende for offentlig godkendelse. Og nu foreligger der beviser på, at Vagttårnsselskabet er villig til at gå langt for at få en sådan i Tjekkiet.

Tre spørgsmål og deres besvarelse

Vagttårnsselskabet har nedsat en såkaldt "Forberedelseskomité" i Tjekkiet. Den skal arbejde for den ønskede anerkendelse som kirkesamfund. I forbindelse med forhandlinger har de tjekkiske myndigheder bedt Vagttårnsselskabet om at redegøre for en række lærepunkter, som man mener er i strid med tjekkisk lovgivning. Og det drejer sig blandt andet om værnepligt og blodtransfusioner.

I et brev af 28. juni 1993 stiller landets kulturministerium Vagttårnsselskabet tre spørgsmål, som Selskabet besvarer en måned senere, i et brev, dateret 30. juli.

Spørgsmålene er:

1. Om Vagttårnsselskabet lærer sektens medlemmer, at forældre skal søge at hindre umyndige børn i at modtage blod, selvom det efter lægernes skøn kan medføre helbredsproblemer eller døden at afvise en transfusion?
    
2. Om Vagttårnsselskabet lærer sine tilhængere, at de ikke kan deltage i eller påbegynde den grundlæggende militærtjeneste?
    
3. Om Vagttårnsselskabet lærer sektens medlemmer, at de ikke kan påbegynde en civil erstatningstjeneste?
    

Alle tre spørgsmål besvares med et nej! Hvilket er løgn, som enhver, der har fulgt med i den offentlige debat omkring Vidnerne i de senere år, vil vide. Den, der måtte være i tvivl, kan læse Jehovas Vidners skrifter om dens tro og lære på disse punkter.

I forhold til spørgsmål tre er det interessant at bemærke, at denne brevveksling fandt sted i sommeren 1993, altså næsten tre år før Vagttårnsselskabet i bladet Vagttårnet 1. maj 1996, ændrede holdning i sektens officielle syn på spørgsmålet om samfundstjeneste.

Vagttårnsselskabet sikrer sig selv

Når man læser Vagttårnsselskabets brev af 30. juni 1993, og sammenholder det med den argumentation, der anvendes i Vagttårnet 1. maj 1996 vil man se, at det i princippet er fremgangsmåden fra Malawi og Mexico, der gentages.

I forhold til de østeuropæiske lande er de ændringer, der trådte i kraft fra 1. maj 1996, formuleret på en sådan måde, at Vagttårnsselskabet opnår to ting:

For det første: Ved en umiddelbar læsning (eller hvis man ikke er tilstrækkelig bekendt med Jehovas Vidners tro og lære, får man let det indtryk, at den ændrede holdning gælder både militærtjeneste og samfundstjeneste.

Som det andet: Vagttårnsselskabet har sikret sig en åben bagdør ved den formulering, man anvender: at de neutralitetsspørgsmål, der er knyttet til militær værnepligt og samfundstjeneste, i begge tilfælde tilsyneladende helt er et "personligt anliggende" - et samvittighedsspørgsmål for det enkelte Vidne. Efter at have udtrykt sig sådan, kan Vagttårnsselskabet til enhver tid vaske sine hænder. Hvis der bliver problemer, er det enkelte Jehovas Vidne problemet, ikke den lære, Vagttårnsselskabet fører, ej heller dets politik i forhold til verdslige myndigheder.

Hvorfor er det nødvendigt at fremkomme med denne slags oplysninger? Fordi denne affære viser, at Vagttårnsselskabet om nødvendigt er parat til at lyve over for myndighederne, hvis det tjener sektens interesser! Og medlemmer af sekten bliver opfordret til at gøre det samme, hvis sagen kræver det!

Der er ikke kun i Østeuropa, at dette sker. I Danmark kan man møde dette problem jævnligt i forbindelse med sektens holdning til blodtransfusioner og i sager om forældremyndighed mellem et sektmedlem og en udstødt. Denne sag er blot endnu et bevis på vigtigheden af at forholde sig kritisk til Vagttårnsselskabet når det udtaler sig i spørgsmål, hvor der er konflikt mellem sektens og samfundets synspunkter eller interesser.